Transport af børn

Den 1. juni 2004 trådte en ny bekendtgørelse om cyklers indretning og udstyr m.v. i kraft. Bekendtgørelsen indeholder ændrede regler om befordring af børn på henholdsvis cykel og i cykelpåhængsvogn.
 

Børn, der medtages på cykel, må nu være under 8 år (mod hidtil under 6 år).

Børn, der medtages på cykel, skal være forsvarligt fastspændt. Dette har hidtil kun været gældende for børn placeret bag cyklisten.

I cykelpåhængsvogn må medtages 2 personer uanset alder, når blot totalvægtgrænsen (60 kg, dog 100 kg med påløbsbremse) ikke overskrides. Hidtil måtte man transportere 2 børn under 6 år.

Der må samtidig medtages 2 personer i påhængsvognen og ét barn under 8 år på cyklen.

Forhøjelsen af aldersgrænsen for børn, der medtages på cykel, og ophævelsen af alderskravet for personer i cykelpåhængsvogn vil give mulighed for større fleksibilitet ved befordring af børn på cykel og personer i cykelpåhængsvogn.

Derved forbedres f.eks. forældres muligheder for at medtage børn på cyklen frem for, at børnene selv cykler og samtidig imødekommes et ønske fra flere invalideorganisationer om at kunne befordre personer - uanset alder - i cykelpåhængsvogn.

De nye regler om fastspænding af alle børn på cyklen vil bidrage til at højne færdselssikkerheden. Nærmere oplysninger om reglerne kan fås ved henvendelse til færdselsstyrelsen.